Her er dit liv, Joakim

Genudgivelse af en klassiker

I år er det 70 år siden, at Carl Barks berigede verden med en knotten gammel rigand af skotsk afstamning, som skulle vise sig at blive langt mere end en enkeltstående bifigur i et kendt tegneserieunivers. Faktisk skulle han vise sig at blive omdrejningspunkt for nogle af de mest uforglemmelige fortællinger om livet i og uden for Andeby – om hans stræben efter rigdom, lykke og eventyr.

Mange år senere fik en af Barks’ landsmand, en bygningsingeniør og spirende Disney-tegner og forfatter ved navn Don Rosa, den idé at sammenstrikke Carl Barks’ fortællinger om onkel Joakim til et samlet værk – “The Life and Times of Scrooge McDuck”. En biografi, der skildrede, hvordan verdens rigeste and var blevet til den, han var.

Nå, en lang indledning for blot at fortælle, at Don Rosas fortælling i dag regnes for et sandt mesterværk, og som  i forskellige former er blevet udgivet mange gange, siden de første afsnit af serien dukkede op i de danske Anders And-blade i starten af 1990’erne.

Serien blev samlet første gang i bogen ”Joakim von And – Her er dit liv” i anledning af onkel Joakims 50-års ”fødselsdag”. Det var en flot udgivelse, der bortset fra en lidt trist farvelægning satte ny dansk standard for, hvordan en Disney-udgivelse skulle skæres. Tilsyneladende var oplaget dog væsentligt mindre end efterspørgslen, og som årene er gået, har prisen på et flot eksemplar af bogen sneget sig et godt stykke over de 1.000 kroner.

Nu, 20 år senere – i 2017 – øjner Egmont muligheden for at genudgive bogen. Ikke bare et genoptryk, men en nyoversat udgave, som efter sigende skulle følge Don Rosas ønsker om store og små ændringer hist og pist. Udover Rosas egne kommentarer – som også er delvist opdateret fra tidligere udgivelser – indeholder den nye udgave også et komplet indeks over historiereferencer og et par nye tegninger fra den ellers selvpensionerede tegner.

hedl2017_01
Her er den så. Der er tænkt over detaljerne, og farvevalg og indbinding vidner om en udgivelse, der tager sig selv seriøst.

Stor kærlighed til værket

hedl2017_02
Den nye og den “originale” bogudgave ved siden af hinanden.

Det er tydeligt, at folkene bag denne nye udgave har haft intentionerne i orden, da denne nye udgave skulle på gaden. Don Rosa er en krævende mand at arbejde med, men det er næppe årsagen til, at man ikke bare har genoptrykt historierne fra for eksempel Hall of Fame-bøgerne eller Don Rosas Samlede Værker. Man har virkelig tilstræbt at gøre udgivelsen så tro mod Don Rosas intentioner som muligt – både hvad angår præsentation af tegninger, skiltetekster og oversættelser. Det skal der ikke herske tvivl om.

Bogen tæller 264 farvelagte sider trykt på kraftigt, mat papir. Indbindingen er “hård” i et mat, stofligende omslag med kantet ryg. Farvelægningen af historierne er justeret, både i forhold til den originale udgave, men også i forhold til den, der udkom i den ellers ultimative “Don Rosas Samlede Værker” fra 2014. Her er der primært tale om justeringer af farver på figurernes tøj, og formentlig på grund af papiret, fremstår det hele lidt mere afdæmpet (nogle vil sige kedeligt). Niels Søndergaards oprindelige oversættelser har ved samme lejlighed også fået en overhaling. At kalde serien komplet nyoversat, er måske en tilsnigelse, men generelt forholder den nye udgave sig mere tekstnært til Don Rosas originale og ofte ganske ordrige tekst, hvilket i udgangspunktet er positivt.

Sammenligning af udgaven fra 1997 til venstre, og den nye fra 2017 til højre. Læg mærke til, at 1997-udgaven er håndtekstet.
Sammenligning af udgaven fra 1997 til venstre, og den nye fra 2017 til højre. Læg mærke til, at 1997-udgaven er håndtekstet.
hedl2017_04
Samme rude fra den amerikanske udgave af historien – med Rosas oprindelige tekst.

Jeg har altid været stor tilhænger af Niels Søndergaards tekster, der holder en høj sproglig kvalitet. Teksterne var dog ikke uden fejl og misforståelser, så man kan ikke andet end at være tilfreds med, at Egmont gør et forsøg på at finpudse teksterne. Men selvom det er næsten er helligbrøde at kritisere Rosa, bliver hans tekster altså nogle gange unødigt knudrede. Og derfor kan man argumentere for, at læseren ville være bedre tjent med en oversættelse, som var lidt mere fri af originalteksten.

Et eksempel kunne være følgende, hvor jeg personligt foretrækker Niels Søndergaards tekst fra 1997-udgaven:

Oprindelig tekst: Scrooge, you know our lawyers will get that law overturned! But we’ll be shut down while they find the right politicians to bribe! That’s lost money!

2017-udgaven: Joakim, du ved godt, at vores advokater vil få den lov ændret! Men vi vil være lukket ned, mens vi finder de rigtige politikere, vi kan bestikke. Det er tabt fortjeneste!

1997-udgaven: Joakim, du ved godt, at vores advokater kan få den kendelse omstødt. Men bestikkelser er dyre, og imens ligger minen stille, og vi mister penge…

… men det er selvfølgelig en smagssag.

What’s not to like?

En hel del desværre! Kan nogen mon huske ”Carl Barks’ Samlede Værker”? En (dyr!) pragtudgivelse af Carl Barks’ Disney-forfatterskab, som var lige ved at blive komplet ødelagt af uforståelige redaktionelle beslutninger og ikke mindst en elendig oversættelse af det omfattende artikelmateriale.

Dengang var virakken stor, og selvom folkene bag hårdnakket erklærede, at oversættelserne intet fejlede, og at sproget var i tip-top, så endte det alligevel med, at der til sidst kom kompetente kræfter ind over og fik reddet det meste af værket.

Øhm…. Det viser sig, at Egmont har valgt at binde an med samme mand, som fik hovedansvaret for at have gjort dele af artikelmaterialet i CBSV nær ulæseligt. En mistanke jeg nærede, allerede da jeg læste bogens bagside:

”Don Rosas magnus opus…”

Magnus opus?! Prøv med “magnum opus”. Magnus er ham med myggen!

Okay, det må være en smutter, for i Don Rosas Samlede Værker, bruges det korrekte “magnum opus” om selvsamme serie, og en enkelt fejl, skal jo ikke ødelægge oplevelsen af en ellers flot udgivelse. Problemet er bare, at når man begynder at læse lidt i artiklerne, hvor Don Rosa fortæller om tilblivelsen af sine historier, så bliver man mødt af et knudret sprogbrug, hvor formuleringer og underlige ordvalg nærmest snubler over hinanden.

”… hvad kunne så være mere spændende end at møde hans ”onde tvilling”? Jeg hentyder endda, at Flintesten fik sin inspiration til at blive rig…”

NEJ! Du hentyder ingenting – du antyder! Og desværre kan man finde mange af den slags eksempler, der vidner om manglende sprogforståelse og manglende eller ukvalificeret korrekturlæsning. Det er altså ærgerligt, når oversætteren vader rundt i forkert brug af “hans” og “sin” og ikke kender forskel på “øre” og “ører”:

”Dengang ingen af dem havde fem flade ører på lommen”.

Hvis man render rundt med folks ører i lommen, har man sandsynligvis et nært forestående problem med ordensmagten. Og så er der alle de forstyrrende kommafejl – der mest består af den slags kommaer, man taber tilfældigt, når man skriver:

”Den samme melodi bliver spillet, under Gary Coopers skudduel med nogle lovløse”.

”Det er første gang i serien, jeg viser, Joakims skibskiste.”

Og de uforståelige sætninger:

”Selv små sidebemærkninger, som den her Joakim ytrer i ”Guldfeber”, har Rosa brugt i ”Her er dit liv, Joakim” – så længe det var fra en Barks-historie.”

For filan, Egmont! I burde altså have lært det…

Sammenfatning

Der er som regel noget at kritisere, når Egmont gør sig umage med en Disney-udgivelse. Carl Barks’ Samlede Værker bar præg af skrækkelige oversættelser, grimt boblelayout og en tvivlsom farvelægning. Don Rosa’s Samlede Værker var pixelleret og forsøget på at efterligne Rosas håndskrift i taleboblerne var (i mine øjne) en katastrofe. Så i det perspektiv er den nye udgave af “Her er dit liv, Joakim” faktisk en ganske hæderlig udgivelse, hvor meget er gjort rigtigt.

Vil man bare læse en god tegneserie, kan man jo springe Rosas (lidt selvsmagende) fabuleringer over og dermed undgå at skulle bekymre sig over sprogfejl og tilfældige kommaer. Og nye læsere, som ikke har  bogudgaven fra 1997 – eller Hall of Fame-bøgerne, Don Rosas Samlede Værker eller én af de amerikanske samlebøger, kan roligt springe på her. Men vil man have den ægte vare, skal man selvfølgelig springe på Fantagraphics aktuelle udgivelse af alle Rosas serier. Bedre bliver det ikke.

Fakta

Titel: “Her er dit liv, Joakim”
Sprog: Dansk
Indbinding: Hardback
ISBN-13: 9788793567443
Udgivet: 13. oktober 2017
Forlag: Egmont Publishing A/S
Vejl. pris: Kr. 299

Rasmus Klump – De samlede eventyr (Bind 1 og 2)

klump-boeger1

Indrømmet – DisneyBasen burde egentlig kun beskæftige sig med ænder og mus – men engang imellem dukker der noget op, som man som tegneseriefan har svært ved at lade passere. Som for eksempel når en gammel ven i skikkelse af en lille bjørn med røde, polkaprikkede smækbukser lægger vejen forbi.

Forlaget Zoom udgav sidste år første bind i “Rasmus Klump – De samlede eventyr”, og nu er andet og sidste bind endelig udkommet. Dermed er de oprindelige avisserier, som dannede grundlaget for de kendte “blå album” nu udgivet i deres helhed i bogform.

De blå hæfter var nemlig udgivet i forkortet form og ændret rækkefølge, så hvis man er ægte Klump-fan – eller bare har lyst til et nostalgisk gensyn med striberne, man husker fra sin barndom – burde disse to udgivelser jo være svaret. Og lige så fremragende som bøgerne er produceret (tegningerne står knivskarpe og papirkvaliteten er god) lige så meget opdager man, at de blå album var fortræffelige på deres måde. Kun de færreste har sikkert bemærket, at noget er skåret væk, eller at to historier er klippet sammen til én, og derfor vil man opleve, at “De samlede eventyr” visse steder bliver lidt for langtrukne og selvrefererende.

Man kan heller ikke helt komme udenom, at allerede da historierne udkom for mere end 60 år siden, var formen med tekst under billederne håbløst gammeldags. Grunden til at det alligevel stadig fungerer er, at Carla og Vilhelm Hansens striber er indbegrebet af hygge, hvor gode venner drager ud på spændende og eksotiske eventyr, som aldrig bliver farlige, og hvor alle de møder på deres vej, er venlige og (næsten) altid i godt humør. Det er altså svært ikke at kunne lide!

Fakta:
Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 + 1955-1959

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider / 384 sider, indb. s/h
Forlaget Zoom, november 2015 og november 2016

The Ghost Sheriff of Last Gasp

the-ghost-sheriff-of-last-gaspDet går langsomt – meeeeget langsomt – men sikkert fremad med Fantagraphics’ udgivelse af Carl Barks samlede Disney-serier (The Complete Carl Barks Disney Library).

Vi er nu nået til den 11. bog i serien – eller skulle jeg sige den 15., da det er pladsen i den rækkefølge, bogen skal have i reolen, når hele molevitten om mange år (forhåbentlig) er udgivet. Af en eller anden finurlig grund er udgivelsesrækkefølgen endnu mere uforklarlig end den danske udgave af Carl Barks’ Samlede Værker.

I bogen finder du disse Barks-historier:

  • Donald Duck – The Ghost Sheriff of Last Gasp (W WDC 176-02)
  • Donald Duck – Wispy Willie (W WDC 159-01)
  • Donald Duck – The Hammy Camel (W WDC 160-01)
  • Donald Duck – Fix-up Mix-up (W WDC 161-01)
  • Donald Duck – Turkey Trot at One Whistle (W WDC 162-01)
  • Donald Duck – Raffle Reversal (W WDC 163-01)
  • Donald Duck – Flour Follies (W WDC 164-01)
  • Donald Duck – The Price of Fame (W WDC 165-01)
  • Donald Duck – Midgets Madness (W WDC 166-01)
  • Donald Duck – Salmon Derby (W WDC 167-01)
  • Donald Duck – Cheltenham’s Choice (W WDC 168-01)
  • Donald Duck – Travelling Truants (W WDC 169-03)
  • Donald Duck – Rants About Ants (W WDC 170-03)
  • Donald Duck – Too Safe Safe (W WDC 171-03)
  • Donald Duck – Search for the Cuspidoria (W WDC 172-01)
  • Donald Duck – New Year’s Revolutions (W WDC 173-02)
  • Donald Duck – Iceboat to Beaver Island (W WDC 174-02)
  • Donald Duck – The Daffy Taffy Pull (W WDC 175-01)
  • Donald Duck – Donald Duck Tells About Kites (W KGA 2-01)
  • Donald Duck – A Descent Interval (W WDC 177-01)

Som de øvrige i serien består bogen af cirka 200 seriesider og 40 sider glimrende redaktionelt materiale specifikt skrevet til denne nyudgivelse. Formatet er stadig sofavenlige 19 * 26 cm, trykt på kraftigt, mat og let gulnet papir, som afspejler tidsperioden, hvor serierne første gang blev bragt. Det er alt sammen superlækkert layoutet, og selvom seriens skrappe farver deler vandene, er jeg fan! Indbindingen af mit eksemplar er lidt mere “slasket” end resten af bøgerne i reolen, men den slags variationer må være prisen for at få trykt billigt i fjernøsten.

Bøgerne er ikke nummereret på omslaget, så er du ikke fanatisk samler, men bare har lyst til at læse nogle Barks-klassikere på originalsproget, kan du sagtens nøjes med at plukke en enkelt eller flere bøger ud fra serien.

Fakta:

Titel: Donald Duck “The Ghost Sheriff of Last Gasp”
Udgivelsesdato:
Sider: 242
Pris: $29.99